Yoga Aarhus

Med årtusinder på bagen og millioner, hvis ikke milliarder, af dyrkere på verdensplan er det tydeligt, at yoga kan ét eller andet. Det kan yoga i dén grad også, og du finder få ting her i tilværelsen, der forener krop og sind på samme måde som den old-indiske fusion af idræt og åndelighed. I takt med modkulturens interesse for Østen i 1960’erne blev yogaen langsomt bredt til Vesten, hvor det i starten især var blomsterbørnene, der så lyset i udfoldelserne. Senere blev yogaen dog mere udbredt, og med tiden så stilarter, hvor der var mindre fokus på ånden og mere på kroppen, dagens lys, og yoga fik et bredere publikum. I dag er det på ingen måder et krav, at du jager oplysning, åndelighed og højere indsigt, hvis du vil dyrke yoga. Motion og velvære er rigelig som motivation – især de steder, hvor øvelserne har fundet vej til hold i fitnesscentrene. Yoga har en positiv virkning på krop og sjæl, og det kan være med til at både forebygge og behandle mange muskel- og ledsmerter. Det er nemlig en meget blid træningsform, som løsner op i musklerne, ligesom de mange stræk er godt for smidigheden. At tempoet og åndedrætsøvelserne i yoga er afstressende og godt for velværet, kan der heller ikke herske megen tvivl om.

Yoga i Aarhus til alle temperamenter

I dag har yoga spredt sig til hele verden, og du finder mange gode bud på steder, hvor du kan dyrke yoga i Aarhus. Ét af de steder er her hos os i SeierFitness, og vi tilbyder flere forskellige hold med nogle af de mest gængse og populære yoga-typer i Danmark og Vesten. Hatha-yoga er et oplagt valg til begyndere, for her fokuseres der på en enkelt øvelse ad gangen. Du får lov til at fordybe dig i den enkelte stilling, og hvad den gør ved krop, sjæl og åndedræt. Ashtanga-yoga arbejder intenst med åndedrættet, og modsat hatha-yogaen er et vigtigt element det flow, der sker i øvelserne, når du skifter stilling. I denne yogaform arbejder vi med kropslåse og balancen. Ashtanga er dynamisk, og hele timen er én sammenhængende serie af øvelser, der arbejder med kroppen, din smidighed, dit åndedræt og dit velvære. Vinyasa-yoga foregår i et lidt hurtigere tempo – i kortere og længere sekvenser, og der er mindre fokus på åndelighed og traditioner og mere kig på åndedræt og forbrænding. Vinaysa-yoga er benhård træning, og du skal regne med, at du virkelig får varmen her. Yogaformen lægger i højere grad op til, at instruktøren tilrettelægger timerne, end at gamle traditioner og doktriner sætter dagsordenen. Flow-yoga er en kombination af yoga, tai chi og pilates, hvor du træner din styrke, opmærksomhed, balance og smidighed.