VIGTIG INFORMATION FRA SEIERFITNESS!

Kære Seier medlemmer og venner af huset
Næsten et år er gået siden COVID-19 lukkede hele Danmark ned for første gang den 12. marts 2020, og Seierfitness var tvunget til at stoppe enhver aktivitet på nær online træning. Inden nedlukningen summede vores klubber af liv og masser af trænende medlemmer i både Spanien og Pakhusene.
Det forløbne år har været præget af Covid-19 begrænsninger og frygt, som har gjort det svært for bl.a. fitnessbranchen. Lige nu befinder Seierfitness sig på tredje måned i den anden lockdown, og vi ved endnu ikke hvornår en genåbning er realistisk.
Vi er som fitnessklub presset i knæ, og vi har været nødsaget til at tage en svær beslutning, der langt fra har været nem men nødvendig, for at vi kan komme igennem vanskelighederne og hurtigt op i gear igen.
Vores klub i Badeanstalten Spanien kommer desværre ikke til at genåbne efter denne lockdown.
Det gør ekstra ondt, da klubben i Badeanstalten Spanien er noget helt specielt for os alle sammen. Atmosfæren, de ”skæve” lokaler, hyggen og den flotte gamle bygning. Jeg har været med til at drive fitness i huset siden 1998 og siden 2012 under eget brand ”Seierfitness”.
Vi samler i stedet alle vores kræfter i Seierfitness Pakhusene i de større og nye lokaler, som vi flyttede til i september 2020. Derudover øger vi fokus på udendørs træning og byder på masser af holdtimer under åben himmel.
Så snart fitnessbranchen får lov at åbne op igen for indendørs træning, inviterer vi jer alle til Åbent Hus i Pakhusene, så I får mulighed for at opleve de fine træningsmuligheder på Ø, hvis du ikke tidligere har haft din gang i Seierfitness Pakhusene.
Alle medlemmer har fået en mail om hvordan I skal forholde jer i forhold til medlemskabet. Har I spørgsmål til lukningen af Spanien er I mere end velkommen til at skrive til info@seierfitness.dk.
Med venlig hilsen
Mads Seier
Direktør