En aktiv livsstil og en bedstefar med gang i

Han hader at snakke om sig selv, men som han siger: ”Sommetider skal man jo gøre det”. Kurt Nielsen er 68 år. Andre på hans alder har gerne et arsenal af piller, de tager dagligt. Men ikke Kurt. For han holder sig i form. Vi har taget en lille snak med Kurt om, hvad en aktiv livsstil har betydet for ham.

Med bedstefar på legepladsen

Kurt indleder samtalen med at fortælle, at han i år har 60 års idrætsjubilæum. Han var 7 år, da han startede med at spille fodbold i Hasle Boldklub, og han har løbet i de aarhusianske skove i 25-30 år. Han har løbet dem tynde. Han har gået til fitness i 15 år, og faktisk var han det første medlem, vi fik ved SeierFitness. Og så cykler han mellem 100 og 200 km om ugen. Men han har også haft tid til at få 4 børn. Og 6 børnebørn.

”Børnebørnene kan jo godt lide, når bedstefar vil med op i rutsjebanen eller klatre med dem i et klatretårn. For det kan deres forældre ikke altid, for de har ondt i ryggen. Og jeg elsker det også selv, for jeg får jo også noget motion på den måde.”

 

Tre vitaminpiller om dagen. Det er det.

Den aktive livsstil ser da også ud til at have haft positiv indvirkning på Kurts sundhed, og han har kun været på hospitalet 2 dage i sit liv. Det var da han skulle have en ny hofte, fordi han har været aktiv:

”Så kommer regningen sommetider med dårligt knæ og den slags. Men det er alt. Ingen piller. Da jeg kom op på hospitalet, sagde de: Hvor er din pose med piller henne? Vi skal lige vide, hvad du tager. Jeg sagde: Jeg tager tre vitaminpiller om dagen. Det er det.”

 

Træning i historiske omgivelser

Det er ligeledes fra den aktive hverdag, at Kurt kender Mads. Og da Kurt så Mads gå og sætte centeret ved Spanien i stand, var han med på konceptet med det samme; Kurt blev vores første medlem, og selvom centeret ikke var færdigt, gik Kurt rundt blandt håndværkerne og trænede. Også bygningens historie betyder meget for Kurt:

”Her kom jeg med min far og min bror første gang, da jeg var 10. Og første gang, jeg så hallen, troede jeg, det var løgn. For mig er den perfekt. Tænk på, hvor mange, der har klædt om her. Arbejderfamilier, hvor fatter arbejdede på havnen og ikke kunne komme hjem, før han havde fået et bad. For der var jo ikke bad i lejlighederne den gang.”

 

Vi har det så godt, vi skulle skamme os!

Som han siger, så gider han ikke træne i ”betonklodser” – eller ”fabrikker”, som han også kalder dem.

”Det har jeg prøvet, og det var for stort, og der var for mange unge mennesker, og de var for selvoptagede. De gider sgu ikke engang at hilse – det hader jeg. Man skal kunne hilse på folk. Dav, godmorgen, farvel. Her hilser man.”

Kurt vil træne et sted, hvor man hilser på hinanden – unge som ældre. Dem, der kommer i Maseratier og dem, der kommer på cykel. For som han siger:

Der er ikke forskel, når vi sveder. Vi er lige her. Der er jo også prinsen. Han hilser også. Goddag, godmorgen.”

Og Kurt er en tilfreds mand: ”Vi har det så godt, at vi skulle skamme os.”

 

Vi er enige med Kurt! Vi har det dæleme dejligt her!